fredag den 14. oktober 2011

Drømmekage

Fra bagekursus d. 8. okt. 2011
Fra en anden af Cøliaki foreningens bøger: Glutenfri - til hverdag og fest, bagte vi denne "drøm" af en kage. Denne bog kan også varmt anbefales, der er rigtig mange gode opskrifter i, og dem kan man jo aldrig få nok af! Købes ligeledes hos Cøliaki foreningen, eller de lokale klubber.


Ingredienser
3 æg
300 g sukker
2 tsk Fiber Husk
1 tsk vanillesukker
50 g margarine, smeltet
2 dl mælk
125 g glutenfrit mel
75 g rismel
3 tsk bagepulver

Fyld
100 g margarine
100 g farin
100 g kokos
½ dl mælk

Æg, sukker, Fiber Husk og vanillesukker piskes til en tyk æggemasse med en håndmixer. Margarinen smeltes og blandes med mælken. De to slags mel og bagepulver blandes. Melblandingen vendes forsigtigt i æggemassen, skiftevis med margarine/mælkeblandingen. Dejen hældes op i en smurt bradepande på ca. 20x30 cm. Bages ved 200 grader i ca 20 minutter.
Mens kagen bager forberedes fyldet.
Margarinen smeltes i en gryde. Resten af ingredienserne tilsættes, og fyldet varmes op til kogepunktet. Gryden tages af blusset.
Når kagen er gennembagt, tages den ud af ovnen. Ovnen skrues på på 225 grader. Fyldet fordeles over den varme kage, som sættes tilbage i ovnen, og bages i ca 5 min., eller indtil fyldet begynder at boble.

1 kommentar:

  1. Dejlig dejlig drømmekage, lige som jeg husker drømmekage fra de glutenholdige dage ;))

    SvarSlet