mandag den 23. april 2012

Brunsviger, gluten/laktosefri


Der var fornylig en masse snak om brunsviger på facebook, så jeg blev meget sulten efter brunsviger, som jeg ikke har fået i en evighed. Jeg har lavet den med to forskellige slags fyld, for at se hvad der var bedst, men det er selvfølgelig altid en smagssag. Dejen er meget blød og luftig, og den smager rigtig gode, men som med alle brunsvigere er den absolut bedst når den er frisk bagt. Skulle der mod forventning var noget tilovers til næste dag, gør det underværker hvis det lige får ca. 10 sek. i microovnen så det er lidt lunt igen.




1 1/4 dl letmælk/laktosefri mælk
½ spsk fiber HUSK
30 g gær
1 æg
25 g sukker
250 g fint glutenfrit mel (f.eks.Semper Fin mix og orange Finax blandet)
50 g majsstivelse (Maizena)
65 g margarine/oliemargarine/Fri margarine
1 tsk kardemomme
1 knsp salt

Fyld 1:
125g smør/Fri margarine
200 g brun farin
1 tsk kanel

Fyld 2:
125 g smør/Fri margarine
200 g brun farin
1 tsk kanel
4 store spsk kagecreme

Evt. rosiner

Dejen røres på maskine. Mælken lunes til den er håndvarmt og hældes i røreskålen. Gæren smuldres i og fiberhusk tilsættes og blandingen røres i 5 minutter så fiberhusk gelerer. Melsorterne, blød margarine, sukker, æggene og krydderier tilsættes. Det er vigtigt ikke at tilsætte for meget mel, dejen skal være let flydende. Røres i 15 minutter.

Beklæd en bradepande med bagepapir og hæld dejen i bradepanden. Tag lidt olie på fingrene og fordel dejen jævnt i bradepanden. Dejen hæver tildækket i ca 30 minutter et lunt sted.

Imens laves fyldet.

Vælg hvilket fyld du vil have – fyld 1 giver en lidt sprød og knasende overflade, og er lidt kraftigere i smagen. Fyld 2 giver en blød og cremet overflade.

Smør, farin og kanel blandes i en lille gryde og smeltes sammen ved svag varme, til massen er sammenhængende, glat og blank. Tages af varmen, og hvis du har valgt fyld 2 tilsættes kagecremen nu.

Når dejen er hævet, dyppes fingerspidserne i lidt olie, og der trykkes dybe huller ned i dejen, så fyldet kan løbe ned i fordybningerne. Fordel fyldes over kagen og drys evt. med rosiner.

Dejen efterhæver ca 15 min. og bages herefter ved 200 grader i 30-35 min.

Forrest er det fyld med kagecreme og bagerst uden.

10 kommentarer:

  1. Hej Doris

    Jeg er ny til glutenfri bagning, kan du fortaelle mig hvorfor der skal fiber i?

    Tak
    Lise

    SvarSlet
  2. Hej Lise
    Når man bager med almindelig hvedemel er det gluten som giver dejen elasticitet, det mangler vi jo af gode grunde i glutenfri mel, så det kan man kompencere for med forskellige ting, f.eks Fiberhusk, guargum, xanthangum eller gfg. Så når der er Fiberhusk i denne opskrift er det ikke så meget pga. fibrene. Læs evt. mere under punktet "Hvordan man får gærdejen til at lykkes" http://glutenfriefristelser.blogspot.dk/2011/09/hvordan-far-man-grdejen-til-at-lykkes.html.
    Mvh Doris

    SvarSlet
  3. Hej Doris:)
    Ville bage denne opskrift til min mor kommer hjem her i eftermiddag.
    Jeg kan bare ikke forstå, at du skriver, at dejen skulle blive flydende?
    Min kunne æltes. Brugte finax orange og tilsatte endda et ekstra æg.
    Jeg var nødt til at hælde mere mælk i dejen, og måtte også rulle dejen ud med kagerulle - da den kunne ikke hældes:/
    Den er nu i ovnen og ser fin ud, men er bange for at den bliver for tør:/
    Desuden blev jeg også overrasket over portionsstørrelsen - dejen kunne kun fylde en bradepande på ca 20*15.
    Nåh, jeg håber det bliver godt alligevel:)

    Bruger du forresten den 'fine' eller 'grove' HUSK?;)
    Vh Gry

    SvarSlet
  4. Hej Gry
    Jeg håber at din brunsviger lykkedes :)
    Når din dej ikke blev flydende kan det skyldes at du udelukkende brugte orange Finax, da der som regel skal bruges en mindre mængde af den end hvis man bruger den røde Finax, dette skyldes at den orange allerede er tilsat HUSK. Mht til bradepanden brugte jeg en størrelse 18X29 cm. men det er nok også forskellen på dejen som gør at min nemmere kunne bredes mere ud og den har sikkert også hævet mere. Hvis dejen er for fast, med for meget mel, vil den også hæve dårligere, derfor siger jeg altid at man skal spare på melet hvis ens bagværk skal blive let og luftigt.
    De bedste hilsner
    Doris

    SvarSlet
  5. Hvis brunsvigeren skal være laktosefri, skal man nøjes med orange Finax. Jeg brugte hvert, og trods et stort æg blev dejen lidt fast. Nu står den og hæver. Kunne tænke mig at prøve den med Vitamilles brødblanding næste gang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne
      Hvor er det godt du skriver denne kommentar, det er helt klart en fejl at der står Rød Finax i denne opskrift, det beklager jeg meget, men fejlen er nu rettet. Skriv gerne igen hvis du prøver med Vitamilles brødblanding, så vi alle kan få gavn af dine erfaringer :)
      Mvh Doris

      Slet
  6. Hej nu bliver jeg lige lidt forvirret hehe.
    Skal bage til dagplejen hun kan ikke tåle gluden. Og syntes da det er trist hvis hun ikke kan spise noget.
    Nå men mit forvirret sind går på det der gluten mel skal jeg blande 2 slags ellerhvad er det i skriver. Eller skal jeg købe det der stemper ?? På forhånd tak.

    SvarSlet
  7. Hej Bettina
    Når du nu ikke selv har cøliaki, og derfor ikke så ofte bruger glutenfri mel, ville jeg bare nøjes med at købe den er hedder Semper Mix og så bage kagen udelukkende med den, da det jo er ret dyrt at købe. Men så skal du nok øge melmængden til 300 g i stedet for de 250 g. Jeg håber det lykkes for dig, og hvor er det sødt af dig at du tænker på din dagplejemor med cøliaki og har lyst til at kaste dig ud i at bage glutenfrit for hendes skyld, hatten af for det :)

    De bedste hilsner
    Doris

    SvarSlet
  8. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  9. Gad vide om du ved, om kagen kan fryses og tages op når den skal bruges? Skal bage til en forfærdelig mange mennesker :)

    SvarSlet