onsdag den 12. september 2012

1 års fødselsdag på bloggen


 
Hurra – hurra – hurrrrraaaaa – Glutenfrie fristelser har 1 års fødselsdag – og sikke et år, jeg havde aldrig troet at bloggen ville blive så populær da jeg startede. Så jeg vil sende en STOR TAK til alle jer der hver dag besøger bloggen, og tusind tak for alle de flotte roser i har sendt, jeg er bl.a. blevet kaldt ” Den glutenfrie udgave af Frk. Jensens” og så sent som i går ”En af DKs ubestridt bedst private glutenfrie blogs” større ros kan man vist ikke få, det gør mig så glad hver gang.

Jeg startede blot på projektet fordi jeg ofte, når jeg var på bage kurser ol. hvor jeg mødte andre med cøliaki, fornemmede at mange var meget frustrerede over deres situation, og rigtig mange havde fuldstændig opgivet at bage deres eget brød. Det gjorde mig rigtig ked af det på deres vegne, for når jeg forestiller mig at jeg skulle leve udelukkende af købt brød, som jeg synes er så rædselsfuldt kedeligt og dårligt, ja stå tror jeg også jeg ville være meget frustreret. Jeg syntes selv at jeg havde fået rigtig godt styr på det med bagningen, og at jeg havde gjort mig så mange erfaringer omkring det, at jeg havde meget lyst til at dele ud af min erfaring,og kunne jeg blot hjælpe nogle få til at få et bedre liv med cøliaki, og hjælpe dem til at få optimismen tilbage, så synes jeg det var al arbejdet værd.

Da jeg selv fik diagnosen, for over 20 år siden, gik jeg helt ned med flaget, jeg anede ikke mine levende råd, da jeg hverken kunne bage eller lave mad og det interesserede mig på ingen måde. Det resulterede i at jeg levede af cornflakes i en hel måned. Oplysningerne og udvalget i butikkerne var yderst sparsom på det tidspunkt, men heldigvis eksisterede cøliaki foreningen også den gang, så jeg fik mig meldt ind, og meget heldigt, var der et bagekursus umiddelbart efter, og det blev min redning. Det var ubeskriveligt fantastisk at opleve at der faktisk var andre som var i samme situation som mig og som rent faktisk levede et godt liv med cøliaki. Jeg oplevede at det faktisk kunne lade sig gøre at spise andet en cornflakes – på dette kursus fik jeg faktisk den mest populære opskrift på bloggen http://glutenfriefristelser.blogspot.dk/2012/01/grovboller-plsebrd-og-franskhotdog.html, og den har jeg brugt flittigt siden. Siden den dag er der jo sket rigtig meget.

Der er ingen tvivl om at havde det ikke været for Cøliaki foreningen, så ved jeg ikke hvor jeg havde været i dag. Jeg har deltaget i rigtig mange af deres bagekurser gennem årene, og jeg glædede mig rigtig meget til hver gang deres blad kom, for der var altid mange opskrifter ol. i, og desværre må jeg erkende at bladet var væsentligt mere spændende og indholdsrigt den gang end det er i dag. Men bladet havde nok også mere sin berettigelse dengang, hvor der ikke fandtes internet, der var ikke rigtig andre måder at formidle tingene på. I dag arbejder jeg så også rigtig meget sammen med Anja Pedersen fra http://glutenfriforeningmidtjylland.dk/velkommen, som bestemt også skal have ros for det kæmpe arbejde hun gør ene mand, bl.a. med at arrangere en cøliaki messe i danmark til gavn for os alle. Stor tak til dig Anja, fordi du er den eneste jeg kender som er lige så nørded omkring glutenfri bagning som mig, og fordi du altid er klar til at sparre med mig omkring emnet.

I dag har jeg jo så gjort min cøliaki til min hobby. Og jeg er helt overbevist om, at jeg i dag lever betydeligt sundere end jeg ville have gjort hvis det ikke havde været for cøliakien. Den bevidsthed jeg har fået omkring hvad jeg putter i munden, og hvad der er sundt og ikke sundt, havde jeg bestemt ikke haft hvis ikke det havde været for cøliakien. Jeg elsker at bage og lave mad – og nok især at spise den bage efter ;) Jeg bager næsten hver dag, og mit hoved er ved at eksplodere af ideer og nye ting jeg skal afprøve og der er simpelthen ikke timer nok i døgnet til at jeg kan nå alt det jeg gerne ville, så nogle gange må min kære mand lige stoppe mig, når det er ved at tage overhånd, og jeg f.eks. står en sommerdag i 30 graders varme og bager, så er han bange for at jeg er fuldstændig ved at snappe over – men der var jo bare lige noget jeg skulle have prøvet af.

Jeg håber i fortsat har lyst til at følge bloggen, den vil køre videre under mottoet BAG - SMAG -SMIL. Jeg ser frem til det næste år med mange nye, spændende glutenfrie udfordringer, der vil helt sikkert komme en masse nye opskrifter, og hvem ved hvad tiden ellers kan bringe?

Mon ikke man lige skulle bage en lille kage til at fejre fødselsdagen med ;)

9 kommentarer:

  1. Stort tillykke med 1. året!
    Jeg vil også sige TAK til dig... Fordi du gider... Fordi du har gjort mit hjemmebageri til mig datter til en leg... Fordi du gider svare på alle vores spørgsmål - også selvom det er 4. gang du får samme spørgsmål... Fordi du gider bage om og om igen, for så vi bag skærmene kan nyde godt af dit endelige resultat...
    TAK!!

    SvarSlet
  2. Tillykke med 1. Årsdagen. Du har fortjent alt den ros du får, for hold da op det er nogle gode ting du laver og på en måde så alle vi andre kan følge med;)
    Så igen stort tillykke og jeg følger helt sikkert fortsat din blog.

    Hilsen
    Christine

    SvarSlet
  3. Tillykke med dit første jubilæum :-)

    Jeg har først for nyligt opdaget din blog, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke er faldet over den før. Vi har allerede benyttet os af en håndfuld af dine opskrifter til vores datter, og de er gået rent ind.

    Så tak for det store stykke arbejde du lægger i bloggen, som gør livet lettere for os andre.

    SvarSlet
  4. Tillykke med det første år som blogger.
    Det er et dejligt sted at være, altså i blogland.
    Jeg fandt din blog, da jeg skal bage en glutenfri kage idag. Min søn skal have hans ven med hjem og han er gluten og mælk allergikker. Men på din blog er det jo let at blive inspireret til en let oplevelse at have sønnens ven med hjem.

    God week-end til dig.

    kh. Lis, som også har meldt sig som fast læser af din blog. Du er velkommen til at besøge min blog også.

    SvarSlet
  5. Tillykke og tak forbi du har lyst til at dele alt dette.
    Jeg har nogle nære venner som har gluten allergi, og mit største problem er altid at lave nogle lækre brød og kager når de kommer.
    Hvor er det dejligt at jeg fandt din blog, for nu bliver det meget nemmere at finde ny inspiration.
    Hilsen Lene

    SvarSlet
  6. Tilykke med fødselsdagen Frk. Jensen;)

    SvarSlet
  7. Hejsa
    Et noget forsinket TUSIND TAK til jer alle for jeres dejlige hilsner - jeg glæder mig til det næste år med alle jer søde mennesker :)

    De kærligste hilsner Doris

    SvarSlet
  8. Hej Doris
    Tillykke med det første år. Jeg har først opdaget din blog nu, da vi lige har fundet ud af min mand er allergisk over for gluten og så skal til at ændre på vores brød:-). Jeg bager selv en del så for mig handler det "bare" om at finde opskrifter med glutenfri mel frem for det "normale". Du har rigtig mange gode opskrifter og jeg glæder mig til at komme i gang med at afprøve dem. Jeg har bare lige et enkelt spørgsmål. I mange af dine opskrifter bruger du gær. Hvilken slags gær er det? Det normale gær? Har nemlig hørt at der kan være gluten i gær. Jeg har læst mig til at det økologiske gær man kan købe i butikkerne er lavet af hvedemel, rismel og majsmel - står på deres hjemmeside, men der står ikke hvad den normale gær er lavet af. Lige pt har vi købt noget glutenfri tørgær men ville også gerne bage med frisk gær, hvis jeg det kan lade sig gøre.
    Håber du kan hjælpe mig.
    Med venlig hilsen
    Ditte Bennetzen Pattinson

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ditte.
      Tak skal du have :)
      Du kan roligt bruge "normalt" frisk gær, det er kun det økologiske der er lavet på hvedemel, men trods det, skulle værdierne ligge så lavt at vi stadig godt kan bruge det. Du kan læse mere om det på dette link: http://www.skaertoft.dk/default.asp?id=95
      Mvh Doris

      Slet